Anmeldelse af Lasse Bruun-Jensen:

Bogen handler om drengen Nikolaj, hvis forældre døde da han ikke var særligt gammel. Nikolajs mor var et stort navn i dansk popmusik og var elsket af folket. Nikolaj bliver efter forældrenes død småkriminel og afreagere ved at være voldelig mod venner og bekendte. Bl.a. kæresten Silje. Nikolajs voldelighed begynder lige så stille at vende sig til åbenhed og ærlighed, da han møder Jesus, selvom han slår Jesus ned med et askebæger. Bogen er ikke direkte tankevækkende og den har ikke ændret min mening om f.eks. religion, men dette betyder ikke så meget for bogen er underholdene og kapitlerne korte, og dette gør den letlæselig især for unge mennesker der har tendens til at gå i stå med bøger som f.eks. ringenes herre hvor kapitlerne fylder omkring 30 sider.

”mit venskab med Jesus Kristus” bryder med en række normer og tabu. Stærkt religiøse forældre har i USA formået at fået bøger som f.eks. Harry Potter fjernet fra biblioteker. Men Harry Potter ville være vand, i deres øjne, i forhold til ”mit venskab med Jesus Kristus” og det ville ikke undre mig, hvis bogen af nogle ville blive betegnet som kættersk

….Men det er også det der gør den så underholdene. Man kan ikke lade være med at fryde sig lidt når hovedpersonen Nikolaj, med sit første møde med Jesus, slår ham ned med et askebæger. Fryden stammer ikke fra at man gerne ser religiøse mennesker provokeret, men fra at selve Jesus bliver karikeret som et dødeligt menneske, der både kan gå på bar og deltage i slagsmål.