Anmeldelse af Lasse Bruun-Jensen:
Bogen handler om drengen Nikolaj, hvis forældre døde da han ikke var
særligt gammel. Nikolajs mor var et stort navn i dansk popmusik og var elsket
af folket. Nikolaj bliver efter forældrenes død småkriminel og afreagere ved at
være voldelig mod venner og bekendte. Bl.a. kæresten Silje. Nikolajs voldelighed
begynder lige så stille at vende sig til åbenhed og ærlighed, da han møder
Jesus, selvom han slår Jesus ned med et askebæger. Bogen er ikke direkte
tankevækkende og den har ikke ændret min mening om f.eks. religion, men dette
betyder ikke så meget for bogen er underholdene og kapitlerne
korte, og dette gør den letlæselig især for unge mennesker der har tendens til
at gå i stå med bøger som f.eks. ringenes herre hvor kapitlerne fylder omkring 30
sider.
”mit venskab med Jesus Kristus” bryder med en række normer og tabu. Stærkt
religiøse forældre har i USA formået at fået bøger som f.eks. Harry Potter
fjernet fra biblioteker. Men Harry Potter ville være vand, i deres øjne, i
forhold til ”mit venskab med Jesus Kristus” og det ville ikke undre mig, hvis
bogen af nogle ville blive betegnet som kættersk
….Men det er også det der gør den så underholdene. Man kan ikke lade
være med at fryde sig lidt når hovedpersonen Nikolaj, med sit første møde med Jesus,
slår ham ned med et askebæger. Fryden stammer ikke fra at man gerne ser
religiøse mennesker provokeret, men fra at selve Jesus bliver karikeret som et
dødeligt menneske, der både kan gå på bar og deltage i slagsmål.